Velkommen til KSBB

[KIRKELIG INFORMATION] [KIRKENS JA OG NEJ] [SMÅSKRIFTER]

	SMÅSKRIFTERNE
	Nr. 1 udg. 1994 Vandringen Jørgen Glenthøj Nr. 2 udg. 1995 Om krikens nøgler, magt og myndighed Hans Tausen Nr. 3 udg. 1996 Den aronitiske velsignelse Peter V. Legarth Nr. 4 udg. 1996 Alle helgen Erik H. Bennetzen Nr. 5 udg. 1997 For menighedens skyld! Flemming Baatz Kristensen


	SMÅSKRIFTERNE [Oversigt] [Nr. 1] [Nr. 2] [Nr. 3] [Nr. 4] [Nr. 5]

	Jørgen Glenthøj
	Vandringen
	Udgivet i Småskriftserien, nr. 1, 1994 af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
	Hvad er kristen ethik?
	Om det, vi er vant til at kalde kristen ethik, bruger Bibelen betegnelsen: vandringen. Enok "vandrede med Herren" (1.Mos.5,22). Til Abraham sagde Herren: "Du skal vandre for mit åsyn". Sådan hedder det også endnu i den nyeste oversættelse af Gamle Testamente, men i Ny Testamente har man erstattet det meget vigtige grundord: vandre, så det i de fleste tilfælde er erstattet med en række andre ord. Læseren af den nye oversættelse af Ny Testamente har således i vidt omfang fået frataget det ord, der viser sammenhængen i en vigtig del af den bibelske lære. Den, der har en ældre bibelordbog kan ved at slå op på stikordet: "vandre" se, hvorledes Rom. 6,4: "vandre i et helt nyt levned" er blevet til "leve et nyt liv".
	Vandringen
	Den kristne ethik består ikke i et system af principper og idealer, men er undervisning i livet som en vandring med Gud, en vandring i efterfølgelse af Jesus Kristus, som ikke er en lærer i etik, men selv er vejen, sandheden og livet. Der er tale om en "ny og levende vej" (Hebr. 10,20) Vandringen med Gud forudsætter, at Gud har åbenbaret og banet vejen. Men der er to veje: livets vej og dødens vej. Den vej er smal og trang, som fører til livet, men den vej er bred, som fører til fortabelsen. Tilsvarende er den port smal, som fører ind på livets vej, og få er de, som finder den; men den port er vid, som fører ind på fortabelsens vej, og mange er de, som går ind ad den. Vandringen med Gud forudsætter også, at Herren har sendt os vejberedere, Jesu forløbere som f. eks. Johannes Døberen til at bane Herrens veje og lede vore fødder ind på fredens vej. (Luk. 2,79). De første kristne betegnedes med rette som dem, der "holdt sig til vejen" (Ap.G. 9,2). Først når ens fødder er ledt ind på "fredens vej", som også kaldes for "retfærdighedens vej"(Mt. 21,32, kan man både stå og vandre. For hvert skridt man tager på vejen, fjerner man sig fra det gamle liv. Men "begyndt er ikke endt, det må du vide", for der er jo stadig fare for, at den, som står, falder, fordi han snubler eller har for svage ankler. Men det hører til den kristne lære om vandringen, at Guds ord også har oprejsningskraft til dem, der er ved at snuble eller er faldet. Det er den oprejsningskraft, Jesu lignelse om den fortabte søn handler om; han var død på dødens vej, men blev levende igen, han var gået fortabt, men blev ved omvendelse og barmhjertigheden fundet igen.. Men lignelsen handler også om den søn, der er et billede på, at "nådeløs barm er skilt fra Gud, tro er for den et lovens bud, nåden et ord, den ej kender" (DDS 595,3). Derfor hører der til læren om vandringen en formaning til at lade sig oplyse om det, der "styrker" anklerne, så han igen kan både stå og give sig videre i vej på vandringen. Der er imidlertid også fare for, at man falder i grøften, fordi man ikke holder sig til den banede vej. Ja, det kan ske, at kristne udsættes for andre kristne, som giver det udseende af, at de er gode "vejledere", men i virkeligheden er blinde og ikke kan se vejen og derfor leder andre, så de begge falder i grøften. Man må være "seende" for at kunne være vejleder. Den, der må vandre om natten, må have en lygte, så han kan se, hvor han skal sætte sin fod. Det billede bruger Bibelen. "Guds ord er en lygte for min fod og et lys på min sti". (Ps. 119,105). Jesus er verdens lys, derfor siger han: "Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket" (Johs. ev. 8,12). Men man må give agt på, hvad det er for en retfærdighed og hvilken fred, der er tale om. Ellers kommer man let på "synderes vej". Johannes Døberen blev sendt forud for Jesus for at lære os erkendelse af frelsen ved vores synders forladelse. "Retfærdiggjorte af tro har vi fred med Gud" og dermed "adgang til den nåde, hvori vi står" (Rom. 5,1f.). De, der ved Evangeliet har fået åbenbaret, hvad det vil sige, at være "retfærdiggjort af tro ved vor Herre Jesus Kristus" har ikke alene fundet den snævre port og lært at banke på, men også fået adgang til vejen, som fører til livet. At være retfærdig vil sige, at man er færdig til at træde frem for dommeren i retten uden at frygte at blive fordømt. Og den, som er ret-færdig i denne forstand, har allerede fred i forhold til dommeren. Ja, det kan siges, at han allerede er i freden og friheden hinsides dommen, ja, er gået over fra døden til livet. Men det er kun død teori, hvis det ikke er "af tro ved vor Herre Jesus Kristus". Den tro kendetegnes ved, at den er frimodig, ganske særlig, når den møder trængsler, thi for hvert skridt på vejen bliver skridtene fastere og sikrere. Udholdenheden tager til. Det kommer altsammen af, at troens hemmelighed er, at den kærlighed, som Gud kræver i det store bud i loven, det skænker han som en frugt af, at Gud har udøst kærligheden i vore hjerter ved Helligånden, altså som når man fylder indholdet af en fyldt spand over i en tom spand. Thi Gud er den, der ved sin Ånd skænker, hvad den nævner i budet. Åndens frugter er "Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed" (Gal. 5,22).
	Disse Åndens frugter er Jesu gaver,
	som Jesus den sidste aften lovede sine disciple, at han ville sende efter sin bortgang. "Jeg lever og I skal leve" (Johs. 14,19). "Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer" (Johs. 14,27). "bliv i min kærlighed" (Johs. 15,9). "Han... skal overbevise verden om synd, retfærdighed og dom"..."om retfærdighed: at jeg går til Faderen" (Johs. 16, 10). "Da skal jeres hjerte glædes og ingen skal tage jeres glæde fra jer" (Johs. 16,22).
	Det store bud i loven
	Den, hvem det er åbenbaret, at det, som Gud kræver i sin hellige lov, skænker han i nådens evangelium, frygter ikke mere budet i sit hjerte. Kun det gamle syndige menneske, "kødet", må endnu frygte. Jesus afskaffer ikke Guds hellige bud. Derfor ser vi, hvordan Jesus udlægger det store bud i loven i sin prædiken. Det store bud i loven var Israels trosbekendelse, men er ikke mindre Jesu trosbekendelse. Det store bud lyder: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele sin sjæl, af hele din styrke." Det betyder, at budet har tre dele at give agt på: 1. At elske Gud af et uskrømtet, oprigtigt hjerte. 2. At elske Gud selv om det koster "sjælen", d.v.s. livet, martyriet. 3. At elske Gud af hele sin styrke, vil sige, om det koster alt ens jordiske gods. Dog til et menneskes "styrke" hører også dets forstand; den menneskelige udrustning skal fuldt ud bruges i tjenesten for Gud under vandringen. I udlægningen af lignelsen om sædemanden og de fire slags sædejord har vi Jesu udlægning af det store bud i loven, som enhver troende Israelit fremsiger som sin trosbekendelse flere gange om dagen. 1. Den Onde river ordet om riget ud af dens hjerte, som ikke har forstået det. 2. Den, som har taget imod ordet med glæde, men ikke har udholdenhed, når trængsler sætter ind og truer ham på hans liv (= sjæl), falder fra. 3. Den, som føler sig truet på sit jordiske gods, falder også let fra, selv om frugterne allerede synes næsten modne. De, som kun elsker Gud med læberne, kalder Jesus hyklere. og han ligner sådanne ved udvendig smukt "kalkede grave, der indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed" (23,27). Jesus prædikede derfor imod lovtrældommen, som lægger vægt på at være udvortes ærbar og fin, men i virkeligheden "frasier myggen, og nedsvælger kamelen". Et særlig raffineret fromt hykleri afslører Jesus, når han påviser, at man kan sætte det store bud i loven over næstekærlighedsbudet, ved f.eks. at sige, at de penge, som skulle være brugt til at understøtte fader og moder, i stedet skal gives til templet. At overholde udvortes renhedsbestemmelser gør heller ikke mennesket rent, "Thi indvendig fra, fra menneskenes hjerte, udgår de onde tanker, utugt, tyverier, mord, ægteskabsbrud, havesyge, ondskab, svig, løsagtighed, ondt øje, bespottelse, hovmod, hidsighed; al denne ondskab kommer indvendig fra og gør mennesket urent" (Mk. 7,21ff.). Af denne række af eksempler på det, der gør mennesket urent, ser vi, at de ti bud gælder uafkortet for Jesu disciple. Vi kan også se, at Jesus har bestemte eksempler, som vi kender ved navn fra Gamle Testamente, i tankerne: brodermorderen Kain, slægten på Noahs tid, som "åd og drak, tog til ægte, blev bortgiftet" , Davids ægteskabsbrud, Bileam, der i havesyge lod sig betale til at forbande Israel, løsagtighed: det totale brud med alle bud i Sodoma, for blot at nævne nogle. Men hvor kan det da være, at Jesus blev anklaget, dømt og korsfæstet for en stor del af disse synder? Jesus dømtes til døden, for at have begået de synder, der kaldte Guds vrede og dødsstraf ned over syndflodsgenerationen. I anklagen mod Jesus beskyldte man ham for at være en "frådser og vindranker", for at være "besat", "tolderes og synderes ven". "Han tager imod syndere og spiser sammen med dem" (Luk. 15,2). Med andre ord: Man tilregnede Jesus deres synder, som han åbnede Guds nådes rige for. Men til disse anklager svarer Jesus: "Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte" (Luk. 19,10). "Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Mk. 10,45).
	Følg mig!
	Jesu lære om vandringen begynder og ender derfor med de to ord: "Følg mig" (Mk. 2,14). Hvad er det, der adskiller vandringen med Jesus fra det gamle Israels skriftkloge rabbier, der også underviste i livets og dødens vej? Forskellen er Jesus. Hvem er da Jesus? Jesus er efter sin menneskelige natur det menneske, i hvem Guds billede er uskadt af syndefaldet. Når det er mode at tale om, at Jesus var menneske som en af os, så er det ikke til at indse, hvordan han skulle kunne frelse det fortabte. Men fordi Jesus blev menneske og fristet i alt i lighed med os, dog uden synd, så ligger sagen anderledes. Hvis vi igen skal blive sande mennesker, må Guds billede genfødes i os. Det formår selv de hellige bud ikke. De formår vel at gøre et menneske udvortes ærbar og fin, men ellers kun at bringe et menneske under Guds dom og forkastelse. Mange overser det sidste, når de ser, at man med Guds hellige bud kan gøre verden tålelig at leve i. Med Guds bud kan der opbygges en smuk samfundsordning, et godt retssystem, et godt opdragelsessystem, et godt familieliv og dertil hørende beskyttende lovgivning, kort sagt en sand frihed, også for Guds kirke i folket. Med Guds hellige bud kan de hårde halse nemlig holdes i ave med lovgivning og den dertil hø- rende udøvende magt, skønt også lovgiverne ofte selve tilhører de hårde halse. Guds bud er jo skjult, men virkeligt tilstede i hele den skabte verden. Når Guds bud forkyndes, så er det ikke noget fremmed, der påtvinges verden, men en afsløring af Guds virkelighed, som den er virksom i hele det jordiske liv, også blandt hedninger og vantro. Men at genføde os til sande mennesker, som er iklædt Guds billedes herligheds glans over menneskelivet, det formår det faldne menneske ikke. "Men det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, d.v.s. det af synd gennemsyrede menneske, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden" (Rom. 8,3f).
	Vandre i Ånden
	I det liv, som Jesu Ånd nyskaber i et menneske, er det store bud og kærlighedsbudet ikke mere revet fra hinanden, men er eet liv. Det forudsætter imidlertid, at man har fællesskab og delagtighed i Jesus selv, at "Kristus bor ved troen i vore hjerter" (Ef.3,17). Uden ham bliver det kristne liv som avner uden kerne. Det skal ikke forskrække nogen, thi
	Han er sandhed, liv og vej. stendød er den grundvold ej, dødt vil den ej bære" (DDS 289,3)
	Hvor stort det er at "vandre i Ånden", det er skjult ikke blot for vise og forstandige, men ikke mindre for Helligånds-enthusiasterne, herlighedstheologerne, fordi de forveksler den menneskelige psykes opflammen med Jesu Ånds værk ved det forkyndte Guds ord og de hellige sakramenter, forvaltet efter Jesu indstiftelse. Derom har vi en stor salme i salmebogen (DDS 255):
	Helligånden trindt på jord er Guds røst med livets ord, hvo der har for sandhed øre, i Guds nådes røst kan høre guddomsfaderhjertet slå. Livets ord af guddomsrod kilden er til livets flod; lysets børn deri sig bade, de af dåben sjæleglade dukker op til evigt liv. Livets træ ved flodens rand vokser op i troens land, så Guds-folket mad og drikke midt i ørken savner ikke, mættes ved vor Herres bord. Det er sandt og det er stort, det har Jesus Kristus gjort, det har Herren som vor næste kærlig gjort til fælles bedste, evigt liv med salighed.


	SMÅSKRIFTERNE [Oversigt] [Nr. 1] [Nr. 2] [Nr. 3] [Nr. 4] [Nr. 5]

	Hans Tausen
	Om kirkens nøgler, magt og myndighed
	Prædiken til 1. søndag efter påske sprogligt tilrettelagt af Erik H. Bennetzen Udgivet i Småskriftserien nr. 2, 1995 af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
	Indhold
	Udgiverens forord Bibelteksten (Hans Tausens oversættelse i nutidig retskrivning) Hans Tausens prædiken: Menneskelig skrøbelighed Kristi tålsomhed Fred, glæde og troens frugter Som Faderen har udsendt mig, således udsender jeg også jer Prædikanter skal lide Den hellige kirkes to nøgler
	Om teksten
	Denne prædiken er hentet fra "Hans Tausens Postil", 2. bind, 1934, fotografisk optryk (facsimile-udgave) af den oprindelige udgave fra 1539 besørget med indledning og noter af Bjørn Kornerup, dr. theol., for Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Bibelteksten er bevaret i Hans Tausens egen oversættelse, men sprogligt lempet efter nutidig sprogbrug ligesom prædikenens tekst.
	Udgiverens forord
	Det skal være kendt for menigheden, at kirken af Herren Jesus Kristus har fået betroet disse to nøgler: magten og myndigheden til at fri den bodfærdige fra hans/hendes synder og til at binde synden på den genstridige. Hvordan skal den enkelte få øje på denne mulighed og trygt bruge den på Kristi egen befaling til befrielse til et nyt liv i tro og i tjeneste, hvis der ikke prædikes om det? Og hvordan skal den, der finder sig til rette med sin synd, erkende alvoren i dette og omvende sig, hvis der ikke prædikes om, at kirken skal binde synden på den genstridige? Derfor blev der straks i den første evangeliske kirkeordning, Kirkeordinansen fra 1537 (dansk 1539), anvist, at "den søndag 'Quasi modo geniti' næst efter påske, af den årsag, som evangeliet Johannes 20 giver, skal der prædikes om den hellige kirkes nøgler, magt og myndighed". I dag er denne åndelige gave næsten fuldstændig gået tabt i vor kirke. Siden 1987 er sagen tilmed forsvundet ud af ordinationsritualet, hvor biskoppen indtil da "overdrog" ordinanden "det hellige præste- og prædikeembede ... med magt og myndighed til ... at binde synden på den genstridige og løse den på den bodfærdige". Denne tjeneste må finde ny grobund i menigheden, så den kan blive den velsignelse, Kristus har tiltænkt den at være. Reformatoren Hans Tausen er mønsterprædikanten, som med denne prædiken hjælper danske præster til at følge kirkeordinansens forskrift op og til at gøre den kristne menighed kendt med skriftemålets gave. Prædikenen er omtrent samtidig med Kirkeordinansen og trykt i 1539. Erik H. Bennetzen
	Første Søndag Efter Påske
	Om aftenen på den samme første Sabbat der dørene var lukkede / der som disciplene var forsamlede af rædsel for jøderne / kom Jesus og trådte midt ind / og sagde / til dem / fred være med eder. Og der han det havde sagt viste han dem sine hænder og sin side / da blev disciplene glade / der de så Herren. Derfor sagde Jesus atter til dem / fred være med eder / Lige som faderen har udsendt mig så udsender jeg også eder. Og der han det havde sagt blæste han / og sagde til dem / Annam den Hellige Ånd / Hvis synder I får forladt / dem skulle de blive forladt / Hvis I får beholdt / de skulle blive beholdt. Men Thomas een af de tolv / som kaldtes tvilling / var ikke hos dem der Jesus kom / derfor sagde de andre disciple til ham / Vi har set Herren / Men han sagde til dem / uden jeg får naglehullerne at se i hans hænder / og får stoppet min finger i samme naglehul / og får stoppet min hånd ind i hans side / da vil jeg ikke tro det. Og 8 dage derefter var atter hans disciple inde og Thomas med dem / da kom Jesus som dørene var lukkede / og trådte midt ind og sagde / Fred være med eder. Siden sagde han til Thomas / Ræk hid din finger / og se mine hænder / og ræk hid din hånd og stop den i min side / og vær ikke så vantro men vær troende. Thomas svarede og sagde til ham: Ah min Herre og min Gud. Jesus sagde til ham: Efterdi du har nu set mig Thomas / da har du taget ved troen. Salige er de som ikke ser / og alligevel tror. (Hans Tausens egen oversættelse i nutidig stavemåde)
	Menneskelig skrøbelighed
	Her har vi nu igen et eksempel på menneskelig skrøbelighed, hvor vi må erkende, at vi slet intet formår af os selv. Apostlene havde faste ord af Kristus at stå på, som siger, at intet herved skulle kunne skade dem. Sådan havde han også givet jøderne forbud og sagt: Leder I efter mig, så lad disse gå med nåde. Alligevel frygtede de. Holdt sig i skjul. Og turde ingenlunde være sig bekendt. Det havde de på ingen måde gjort, hvis de havde været en smule faste i troen. Ja, /XXIIa/ de havde så ofte hørt ham tale om sin opstandelse efter døden, at han skulle blive levende igen på den tredie dag. Det samme havde nu også Guds engle forkyndt, og kvinderne havde givet dem tilkende, hvad der var bekendtgjort for dem om hans opstandelse. Dog sidder de fortsat fast i tvivlen og tror ikke, at han er opstanden, og Thomas frem for dem alle. Der lader evangelisten os se på dem, hvad vi er i os selv.
	Kristi tålsomhed
	Derfor viser Kristus her sin store fromhed og hæderlighed derved, at han så tålmodigt bærer over med dem og ikke skyer dem, fordi de er så frygtsomme og vantro, men derimod holder sig rede og nær hos dem. Han tøver ikke længere end til om aftenen samme dag, da han var opstanden. Da kommer han selv personligt ind til dem, der hvor de sidder, og taler selv med dem, viser dem tegn, som er visse og sande, som de kan kende ham på, hilser dem trøstfulde ord og lyser sin fred over dem. Således at han dermed vil lade al deres brøde imod ham være glemt og tilgivet, nemlig: at de har forladt og fornægtet ham og endnu ikke tror hans ord, som de skulle. Han lader dem det høre og vide, at han endnu er ved det samme sind som før, da han sagde: Min fred giver jeg jer (Joh. 16). I skal, mener han, have samvittighedens fred midt i denne verdens ufred. Og for at de deri kan have et sikkert tegn, siger han disse ord igen for anden gang /XXIIb/ og hilser dem to gange med fred, hvorved de også virkelig får hjertets fred og virkelig bliver hjerteligt glade.
	Fred og glæde, troens frugter
	Således har vi her frugterne af Jesu Kristi opstandelse, at han skaffer fred. For han har selv taget ufred til sig og lidt stor modgang, for at vi måtte komme til denne fred. Derfor siger Paulus, at han, Jesus Kristus, selv er vor fred (Efes. 2), fordi vi ved ham har en tryg og fredsommelig tilgang til Faderen og har den ro i os selv, at os kan ingen synd skade og ingen djævel fordømme. Heraf følger også den anden frugt, som er hjertets fryd og glæde. Den får vi, når vi hører, at vi har så nådig en Gud, som lader os høre så glædeligt et evangelium og tilbyder sig så såre mild og nådig mod alle, at vi i ham må leve trygt og trøstigt uden al frygt og rædsel, nu i nåden og siden sammen med ham glædeligt indgå i den himmelske fryd. Det har Kristus altsammen erhvervet os, idet han er blevet et menneske sammen med os mennesker, og har belæsset sin uskyldige menneskelighed med vor synd og skyld og har lidt og bødet med pine og døden for det og været Gud Fader lydig indtil døden på korset for os. Derudfra er apostlene og alle kristne kommet til denne samvittighedens fred og hjertets fryd, ligesom han også til et tegn på dette viser dem sine hænder og sin side. Deraf kan og skal vi vide, at vore synders forladelse /XXIIIa/ og evige salighed ikke ligger i vore egne hænder eller i noget, som vi kan gøre eller afstedkomme. Derfor skal vi også i dette være velbetænkt og ikke formørke Kristi nåde og velgerning med vrange menneskelige meninger og ikke heller tillægge nogen gerning udført af os den ære, som tilkommer ham.
	Som Faderen har udsendt mig, således udsender jeg også jer Prædikanter skal lide
	Dette har nu apostlene og med dem alle hellige, apostoliske kirkens tjenere for det hellige evangelium at rette sig efter, - for at de skal vide, hvad de må vente, - at de ikke lader sig forarge, om Gud ikke giver dem stor ære, fred, rigdom, magt, gunst eller venskab, men vanære, foragt, ufred, armod og forfølgelse. Således blev heller ikke Guds Søn, Kristus, såre ophøjet, agtet eller afholdt af verden. Han fik ingen synderlig stor rigdom eller ypperlighed for sin tjeneste og umage. Men han blev udsendt af Faderen for at lede efter de Guds udvalgte, som havde forvildet sig ud på afveje, og med ord og gerninger gjorde han det bedste for enhver, som ville lyde, men han fik alligevel til sidst utak og udgød sit blod som løn for det, han havde gjort vel. På samme måde skal de alle være betænkte på at /XXIIIb/ ville lide den samme lykke som han, de, som med ham er tro prædikanter og evangeliske tjenere, at de i evangeliet søger Guds ære og den hellige kristne kirkes opbyggelse og ikke deres egen nytte eller fordel, men altid er rede til at tage imod al lykke og ulykke, som måtte komme. Sådan ser vi også her, hvor godt Gud efter sin bortgang har forsørget og draget omsorg for sin hellige kristendom, at han ikke alene har ladet sit hellige ord, men også sin hellige Ånd blive tilbage efter sig her i sin kirke, således som han her med et synligt og begribeligt tegn gav til kende, at han gav dem sin Ånd og ikke nogen anden end den samme, som han selv havde, den sande Helligånd, som havde styret og regeret ham med liv og lærdom. Den blæste han ud på dem og bad dem modtage den. Til et evigt vidnesbyrd for verden om, at de ikke talte af sig selv, men af Guds Søns, Jesu Kristi Ånd, Ligesom han havde talt sin Faders ord, ikke af sig selv, men af sin Faders Ånd. Den gav Gud Fader ham ned fra Himmelen i en dues lignelse, før han begyndte til fulde at udføre hans ærinde, og udråbte ham som sin elskelige Søn, i hvem han havde velbehag, og befalede at høre ham. Se, al den myndighed og magt, Som Gud på den måde havde givet sin Søn Kristus til at forkynde Guds nåde og venskab for alle ved evangeliet, den selvsamme giver /XXIIIIa/ og åbner Kristus her fremdeles for sine disciple. Den, som vil agte ham, skal også agte dem, og den, som foragter dem, skal også foragte ham. Ja, det skal være, ligesom det overgik ham selv. Og ligesom han nu klart havde bevist, at han har magt til at forlade synden, således giver han også her alle sine tro tjenere i sin hellige kristne kirke den samme magt til at forlade synden. Ikke dog på deres personers vegne, - således som paven har tiltaget sig denne magt og siden delt den med sine kardinaler, bisper og forskellige ordener i sin kirke -, men på deres prædikeembedes vegne, fordi han befalede dem at prædike og forkynde Guds evangelium om nåde og syndsforladelse i ham selv, hvilket sandelig har kraft med sig til salighed for alle dem, som tror på det. Ja, på det samme ords vegne gav og giver han denne magt til alle evangeliets tjenere, og har dermed sagt, og siger endnu, og vil også lade det blive sagt således indtil verdens sidste endeligt: Hvem I forlader og tilgiver synd, den skal den være forladt og tilgivet. Dette ord har han, vor gode Herre, sagt således ikke så meget for deres skyld, som får denne magt og myndighed og bruger den i ordet, som for deres skyld, som nyder gavn af denne magt og nåde og får syndernes forladelse og bliver salige gennem troen på dette Guds ord, for at vi fattige kristne kan have en vis og fast /XXIIIIb/ grund at bygge på. Desuden for at vi ikke skal tvivle på Gud eller det, som blev os tilsagt på hans vegne af sådanne kirkens tjenere, - at det ikke skulle være fuldgyldigt for os på alle måder, det, som de tilsiger os af Guds ord på Kristi vegne, - som havde Gud selv tilsagt os det selv samme med sin egen mund (Luk. 21; Matt. 10): Jeg skal give jer mund og vished etc. Ja, Det er ikke jer, som taler, men min Faders Ånd taler i jer. Derfor kan og skal vi tro Guds Ånd i den, som taler Guds ord for os. Og dersom der ikke er nogen stor ånd i den, som taler, så følger Guds Ånd dog hans ord til alle dem, som modtager ordet gennem troen, og alt, hvad det lyder om, fører det med sig til alle dem, som er lydige imod det og tager imod det med tro.
	Den hellige kirkes to nøgler
	Se, det er den første nøgle, som Kristus har ladet være i sin hellige kristne kirke, den, han før havde lovet skt. Peder (Matt. 16) og nu giver ham og alle sine andre tro evangelister, denne samme nøgle til at oplukke himmeriget til Gud og hele hans hellige rige for alle de Guds udvalgte, som tror evangeliet. Den anden nøgle giver han dem også. Med den må og kan de lukke himmeriget for alle vantro og oplukke helvede til evig fordømmelse for alle de ugudelige, som ikke tror evangeliet, således som også han selv, Jesus Kristus, sagde, da han opfor til himmels: Den, som ikke tror, han bliver fordømt (Mark. 16). Derfor ligesom de kristne må tro og ikke tvivle på Guds nåde og salighed, de, som modtager evangeliet, således må /XXVa/ også disse andre, som ikke modtager evangeliet og ikke tror syndernes forladelse i Kristus, være visse på Guds vrede og evige fordømmelse, når det af Guds ord ved et menneske i kirken tilsiges dem, at Gud vil være dem vred, og det skal gå dem ilde. Det behøver de ikke at tvivle mere på, end hvis Gud selv havde sagt således til dem. Fordi de ikke siger sådan af egen menneskelig vilje eller hadefuldhed, men efter Guds sind og vilje på hans egen befaling. Derfor må de også tage sådanne ord af sådanne tjenere som af Guds og Kristi egen mund, som selv på den yderste dag vil lade sig høre med nøjagtig de selvsamme ord, at de, som nu foragter [dette] og ikke holder det for fuldgyldigt, de skal da ikke kunne komme med deres foragt, men skal hver få sin fortjente løn efter sin tro og sine gerninger. Da skal man få at høre, ligesom Herren her siger, at de, som her i den hellige kirke velsignes af Guds ord, dem skal Gud oppe i himlen holde for sine velsignede, og de, som her fordømmes og sættes i band for deres synd og misgerninger, han skal for Gud i himmelen være allerede forbandet. Den, som nu ikke vil tro dette, han skal få det, så det er til at tage [og føle] på, og altfor tidligt få det at vide, når der ingen mulighed er for at undvige. Fordi Herren da siger, at alle de er salige, som tror, men ikke ser, så lad os tro ordet nu i nådens tid, for at vi kan glæde os af hjertet, når alt det skal blive synligt for vore øjne, som loves os i Kristus, men ikke er synligt nu, langt ypperligere og herligere, end det kan siges nu.


	SMÅSKRIFTERNE [Oversigt] [Nr. 1] [Nr. 2] [Nr. 3] [Nr. 4] [Nr. 5]

	Peter V. Legarth
	Den aronitiske velsignelse
	Bibeltime holdt 11. marts 1996 under høringen på Menighedsfakultetet i Århus: "Hvad er det at velsigne?" arr. af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse og Udvalget for Konvent for Kirke og Theologi Copyright Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse og Peter V. Legarth ISSN 0909-5675 Printed in Denmark 1996
	Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem: Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred. Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem. (4. Mos. 6,22-27)
	Den aronitiske velsignelse blev i den gamle pagt udtalt af præsterne i forbindelse med offertjenesten i Jerusalems tempel. Johannes Døberens fader, Zakarias, var præst, og Lukas beretter om den pinlige situation, der opstod, da han trådte ud af selve helligdommen. Han skulle efter alt at dømme lyse velsignelsen, men han var blevet stum (Luk 1,21f). Efter Jerusalems tempels fald i år 70 e.Kr. blev synagogerne i endnu højere grad end tidligere vigtige for den jødiske gudsdyrkelse. Præsterne trådte nu i baggrunden, men de havde fortsat det privilegium ved synagogens gudstjeneste at fremsige den aronitiske velsignelse. Det er forbavsende, at den aronitiske velsignelse først er kommet ind i den kristne kirkes liturgi med reformationen. Reformatorerne indførte velsignelsen som et fast led ved gudstjenestens afslutning. Og også i kristen sammenhæng er det efter hævdvunden tradition kun præster, der fremsiger velsignelsen i tilsigelsens form.
	Herren velsigne dig
	I den aronitiske velsignelse hedder det først: Herren velsigne dig. Gud velsigner et menneske. Gud tager dette menneske ind i pagtsfællesskabet med sig. Vi får vi i de første kapitler af 1. Mosebog en god illustration af, hvad velsignelse er. Edens Have var velsignelsens have. I Paradiset rådede velsignelsen, men forbandelse betød for Adam og Eva, at de blev drevet ud af Edens have. Et menneske kan forbande Gud og dermed vise Gud bort fra sit liv. På tilsvarende måde forbander Gud et menneske ved at vise det bort fra pagtsfællesskabet, bort fra Paradiset. I 4 Mos 6,27 bliver velsignelse forklaret på den måde, at den betyder at bære Guds navn. Gud velsigner folket og lægger sit navn på dette folk til vidnesbyrd om, at dette folk nu tilhører Gud. At være velsignet er altså at bære Guds navn. Derfor vil synden og ondskaben aldrig kunne velsignes, for synden og ondskaben kan ikke bære Guds navn. Synden og ondskaben hører ikke hjemme i Edens Have. Når vi beder om velsignelse over et menneske eller over f.eks. et ægteskab, beder vi altså om, at dette menneske eller dette ægteskab må bære Guds navn og så at sige høre hjemme i Edens Have hos Gud. Det hedder i 4 Mos 6,24 Herren velsigne dig. Dette er ikke blot et fromt ønske; men når disse ord udtales, bliver velsignelsen skænket som en gave. Den aronitiske velsignelse indeholder ikke blot et ønske. Den indeholder en gave: Gud sætter sit navn på israelitterne, som det hedder. I den bibelske verden er ord nemlig begivenhed. Et ord er ikke blot en etikette, men ordet sker. Tilværelsen er ikke opdelt i en teoretisk og en praktisk sfære, men teori er også altid praksis. Ifølge det bibelske vidnesbyrd er talen om Guds kærlighed ikke primært en skildring af Guds væsen, men det forkyndes, at Guds kærlighed blev en historisk begivenhed (Joh 3,16; Rom 5,8). På samme måde forholder det sig med Guds retfærdighed. Den skete (Rom 3,21-26). Og tilsvarende gælder det for velsignelsen. Den er en historisk begivenhed, når den udtales. Velsignelsen er ikke blot et fromt håb, men den betyder, at Gud drager sit folk ind til sig. Guds velsignelse indtræffer. I Bibelen kan mennesker velsigne hinanden og velsigne Gud; men i den aronitiske velsignelse er det Gud, der velsigner. Velsignelse og forbandelse kan i egentlig forstand kun komme fra Gud. "Hvem vover at forbande, når du velsigne vil?", synger vi (DDS 31,5). Velsignelse udgår fra Gud. Men på samme tid er velsignelse en velsignelse ind for Guds ansigt. Det menneske, der har modtaget velsignelsen, har modtaget et ret forhold til netop Gud. Velsignelsen er fra Gud, og den gælder ind for Gud. Det er en cirkelbevægelse, som også findes i andre sammenhænge i de bibelske skrifter. Også retfærdiggørelsen stammer fra Gud, men den er på samme tid en retfærdiggørelse ind for Guds ansigt. Forsoningen stammer fra Gud og er Guds gave, men den er også en forsoning af mennesket med Gud. Frelsen er fra Gud, og den er et nyt forhold til Gud. Og således er det altså også med velsignelsen: Den udgår fra Gud, men den er samtidig den gave at have et ret forhold til Gud. Guds velsignelse er en velsignelse i Kristus. Allerede i løftet til Abraham hed det: "I dig skal alle jordens slægter velsignes" (1 Mos 12,3). "Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom" hedder det senere (1 Mos 22,18). Dette løfte rakte fremad, og i nytestamentligt lys er det klart, at Abrahams afkom er Kristus, sådan som Paulus udfolder det i Gal 3,16. Alle jordens slægter skal velsignes i Abraham og hans afkom. Alle jordens slægter skal velsignes i Jesus Kristus. Grundtvig giver på en rammende måde udtryk for den samme virkelighed i salmen "Velsignelse, al jordens tarv" (DDS 387), hvor det i vers 2 hedder:
	Velsignelsen, af Gud tilsagt, var perlen i den gamle pagt, men kun med 'sæden' som Guds Ord velsignelsen slog rod i jord".
	Den aronitiske velsignelse var "perlen i den gamle pagt", siger Grundtvig, men det var først med Kristus, Abrahams afkom, "sæden", at velsignelsen "slog rod i jord", som det hedder. Guds velsignelse er en velsignelse i Kristus. Men det er en opfyldelse under modsigelsens fortegn. Det er en velsignelse under forbandelsens fortegn. Paulus siger det på den måde i Gal 3,13-14: "Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld - der står jo skrevet: 'Forbandet er enhver, der hænger på et træ' - for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os". Jesus Kristus blev ramt af lovens forbandelse, for at velsignelsen kunne skænkes til os i Kristus Jesus, siger Paulus. Kristus byttede plads med os. "Sandelig han bar din smerte, så er du jo fri, mit hjerte!" (DDS 455,3). Kristus tog forbandelsen på sig, for at velsignelsen kunne rækkes til os. Derfor kan Gud nu skænke os sin rige velsignelse. Gud kan velsigne os, fordi Han forbandede sin egen Søn.
	Herren bevare dig
	Det næste led i velsignelsen lyder: Herren bevare dig. Det er Gud, der bevarer et menneske. At blive bevaret er ikke belønning for en indsats; men det er ren og skær gave. Det er en livslov i Guds Rige, at den, der vil satse, vil miste; men den, der vil overlade sin sag til Gud, vil blive bevaret. Velsignelsens gave til det enkelte menneske er et løfte om hvile. Der er hvile og tryghed over velsignelsen. En glad forvisning om, at Gud står ved sit løfte og sin gave. Gaven er at blive bevaret. I velsignelsen siges det ikke, hvad vi bliver bevaret fra. Guds børn bliver ikke befriet fra trængsel og sygdom og ulykke. Men Guds løfte er, at Han vil bevare sine børn i trængsel og sygdom og ulykke. Gud rækker sine børn det løfte, at den, der oplever smerte, ikke derfor er faldet ud af Guds hænder. Det er en dyb hemmelighed i den kristne tro, at Gud ikke nødvendigvis bevarer den troende fra det onde, men Han bevarer den troende i det onde. Gud er trofast. Han forlader ikke sit nødlidende barn. Som Herren ikke forlod sit folk i ørkenen på vej fra Egypten til det forjættede land, således vil Herren heller ikke forlade sine børn, når de oplever livet som en ørkenvandring. Gud er trofast. Han bliver hos sine børn i både gode og onde dage. I den aronitiske velsignelse er der på flere måder en forbindelseslinie til Es 53, hvor det om Herrens lidende Tjener hedder: "Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud" (v. 4). Herrens lidende Tjener blev ramt, slået og plaget af Gud. Med andre ord: Herren bevarede netop ikke sin egen Søn. Guds Søn blev givet i menneskers vold. "Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder", forudsiger Jesus ifølge Matt 17,22. Og i Getsemane lød det: "Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder" (Matt 26,45). Gud udleverede sin Søn, og det gjorde Han for at bevare dig. I den aronitiske velsignelse hedder det: Herren bevare dig. Det er et løfte, som Herren opfylder i Jesus Kristus. Gud vil bevare dig, fordi Han ikke bevarede sin Søn. Gud holder fast på dig, fordi Han gav slip på sin Søn.
	Herren lade sit ansigt lyse over dig
	Et menneskes ansigt røber dets inderste følelser. Det er blevet udtrykt på den måde, at den, der ser et menneskes ansigt, ser hans sjæl. Et menneskes sorg eller glæde eller rædsel vil uvægerligt afspejle sig i dette menneskes ansigt. Ansigtet afslører og åbenbarer. Sådan er det ikke med dyret. Det har et hoved, og det er kun i begrænset omfang, at dyrets følelser viser sig på dets hoved. Helt anderledes med et menneske. Rynker i panden, øjne med spil, et altid manglende smil. Altsammen afslører det, hvad der bor i dette menneskes indre. Også Gud har et ansigt. Og det er velsignelsens gave, at Herrens ansigt lyser, når det rettes imod Hans børn. Det er ikke mørke, men lys, der gennem velsignelsen stråler frem fra Guds ansigt. Det er Israels ulykke, når Herren til tider skjuler sit ansigt. "Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre? Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?" (Sl 13,2). Men velsignelsens gave er, at Gud ikke har glemt mig og skjult sit ansigt for mig. Han har i stedet ladet det lyse. Lys vidner om kærlighed. Lys vidner om liv. Forårets lys er betingelsen for forårets liv. Hvor der ikke er lys, er der heller ikke liv. Og således er det også i Guds Rige. Den, der modtager lys fra Guds ansigt, modtager liv. Det er "livets lys" (Sl 56,14). Derfor er det folk saligt, der vandrer "i lyset fra dit ansigt", som det hedder i Sl 89,16. Lys fra Herrens ansigt er liv fra Herrens ansigt. Men også dette er en velsignelse i Kristus. Igen føres tankerne til Es 53 med talen om Ham, som "man skjuler ansigtet for" (v. 3), Ham, som endda Gud skjuler sit ansigt for. Gud skjulte sit ansigt for Jesus, og der kom mørke, gudsforladthedens mørke over Jesus. "Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: 'Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?' - det betyder: 'Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?'" (Mark 15,33f). Om dette synger Kingo i "Gak under Jesu kors at stå" (DDS 166):
	Ej mer du gruer for dommedag du ved, din dommer har ført din sag, og fra sig selv den vundet" (DDS 229,4).
	Gud kan lade sit ansigt lyse, fordi Han langfredag lod mørket råde over sin egen Søn.
	Herren være dig nådig
	Menneskets grundproblem er spørgsmålet om Guds nåde. Menneskets grundproblem er Gud selv. Menneskets værste fjende er ikke dets synd. Heller ikke djævelen. Menneskets værste fjende er Guds vrede. Det var Guds vrede, der sendte Israel i landflygtighed. Det var Guds vrede, der stod bag ødelæggelserne af Jerusalems tempel. Derfor var det afgørende spørgsmål: Hvorledes skal vi bestå for Guds ansigt? Det spørgsmål kæmpede også Luther med. Det virker, som om dette spørgsmål er gledet i baggrunden i vores danske magelighed. Vel taler vi om Guds nåde; men Guds nåde er blevet så mærkeligt selvfølgelig. Der er ikke noget forunderligt, men snarere noget selvfølgeligt ved Guds nåde. Den kristne tro er blevet til kultur og vane, og glæden over Guds nåde er på det jævne. Det er som at bevæge sig over i en helt anden verden, når vi kommer til de bibelske skrifter. Her lægges der ikke skjul på, at Gud vil kræve hvert eneste menneske til regnskab for dets liv. Gud er Gud. Gud er den hellige majestæt. Han er den ophøjede Herre. Og vort oprør imod Gud er så gennemgribende, at vi ikke kunne protestere, hvis Gud forkastede alt og alle. Spørgsmålet om Guds nåde er ikke trivielt; men det er helt nødvendigt at få vished om, hvorvidt Gud vil være nådig. Kan du og jeg bestå for den levende Guds ansigt? Velsignelsens gave er, at Herren vil skænke nåden til sit folk. Han rækker den til dem, for hvem den ikke er selvfølgelig. Denne nåde kan kun komme fra Gud selv. Kun nåden fra Gud kan nemlig være en nåde ind for Gud. Gud selv giver dig det, hvormed du kan bestå for Hans ansigt. Dommeren frikender den skyldige.
	For min skyld blev du så forladt Og af Guds vrede taget fat, at aldrig jeg forlades skal i dødens grumme, dybe dal.
	Men også denne del velsignelsen har at gøre med Es 53: "Herren lod al vor skyld ramme ham" (v. 6). Derfor er nåden altid en nåde i Jesus Kristus. Det er da også betegnende, at i den apostoliske velsignelse er det første led en tilsigelse af "Herren Jesu Kristi nåde" (2 Kor 13,13). Guds nåde udgår fra Golgata, og den, der modtager Guds nåde, klynger sig til et kors. For her og kun her findes Guds nåde. Og derfor kan vi aldrig tale om Guds nåde uden også at tale om Jesus Kristus. I velsignelsen hedder det derpå:
	Herren løfte sit ansigt mod dig
	Det fortælles, at nogle turister sent på dagen kom til et indianerreservat. De ville gerne overnatte. De blev introduceret for høvdingen med den besked, at hvis høvdingen i mødet med dem, sænkede sit hoved, var de ikke velkomne; men løftede høvdingen sit ansigt, var det tegn på gæstfrihed og accept. Vi kender det samme fænomen fra hverdagen. Vi har brug for at have øjenkontakt med hinanden. Hvis forældre ikke vil have øjenkontakt med deres børn, er det et dårligt tegn. Så er der ikke et godt forhold mellem forældrene og børnene. For manglende øjenkontakt udtrykker manglende fællesskab. Nu er det velsignelsens forunderlige gave, at Gud vil have øjenkontakt med sine børn. Gud løfter sit ansigt imod dig. Gud gør dig til genstand for speciel opmærksomhed. Gud ser på dig med kærlighedens øjne. Guds barn er et elsket barn. Det er meget tænkeligt, at dette barn ikke er elskeligt eller elskværdigt. Men det afgørende er heller ikke at være elskelig eller elskværdig. Det afgørende er at være elsket. Guds menighed består ikke af elskværdige eller elskelige mennesker, desværre. Men den består af elskede mennesker, af "Guds udvalgte, hellige og elskede" (Kol 3,12). Jeg er ikke værd at elske, men jeg er elsket. Det er Gudsbarnets underfulde vilkår. Herren løfter sit ansigt, hedder det i velsignelsen. I den gamle pagt siges det imidlertid, at ingen kan se Guds ansigt og leve (2 Mos 33,20). Men i tidens fylde har Gud åbenbaret os sit ansigt. Jesus Kristus er Guds billede, Guds ansigt (Kol 1,15). Derfor kan Jesus sige: "Den, der har set mig, har set Faderen" (Joh 14,9). Når Gud derfor lader sit ansigt lyse over dig, lader Han Jesus Kristus træde frem foran dig. For Kristus er Guds ansigt.
	Herren give dig fred
	Fred er genoprettelse af en brudt helhed, et brudt pagtsforhold. Fred er derfor først og fremmest fred med nogen, fred i forhold til nogen. Fred er ikke primært en indre harmoni. Den er ikke primært hjertets fred; men den er i egentlig forstand en ophævelse af fjendskab. Fred har sin baggrund i forsoningen. Fordi der er sket forsoning, er fjendskabet blevet afløst af freden. Fred er forsoningens gave i Jesus Kristus. Følgelig er "fred" i Ny Testamente forbundet med Jesus Kristus og forsoningen i Ham. Men også i den forbindelse føres tanken tilbage til Es 53: "Han blev straffet, for at vi kunne få fred" (v. 5). Han er fredsfyrsten (Es 9,5). Han er "fredens herre" (Mika 5,4). Derfor kan det ikke undre, at den gave, som Jesus efterlader sine disciple, er fred: "Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver" (Joh 14,27). Derfor kan Paulus frimodigt proklamere: "Da vi nu er blevet retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus" (Rom 5,1). Jesus Kristus har gennem sit forsoningsværk skaffet freden med Gud til veje. Fred er billedligt talt et træ, der er plantet på Golgatas høj. Når den aronitiske velsignelse rækkes til menigheden, fremsiges den i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Velsignelsen udgår jo fra Gud Fader. Den har i Guds Søn, som Grundtvig siger det, slået rod i jord. Og den er gennem Helligåndens gerning blevet en levende virkelighed for den troende menighed. Præsten lader derefter korset blive tegnet for den modtagende menighed. Det er jo kun under korsets mærke, at den aronitiske velsignelse kan fremsiges for Guds folk. Havde der ikke været noget kors, havde der for menigheden heller ikke været nogen aronitisk velsignelse. Og menigheden svarer:
	Amen. Amen. Amen.
	Menigheden reagerer ikke med et dovent "nåh", men med et taksigende "Amen". Denne velsignelse rækker fremad imod herlighedsriget. Der er et fremadstræbende moment i den aronitiske velsignelse. For Guds folk er "kaldet til at arve velsignelse", som det hedder i 1 Pet 3,9. Og det får vi et levende vidnesbyrd om i Åb 22,3-5: "Og der skal ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og Lammets trone skal stå i byen, og hans tjenere skal tilbede ham, og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande. Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder". På den dag er gaven i den aronitiske velsignelse blevet en synlig virkelighed. Den dag skal der ikke længere være nogen forbandelse, kun velsignelse. Guds tjenere skal bære hans navn. De skal se Guds ansigt. Der skal ikke være mørke eller nat, for Herren Gud skal lyse for dem. Guds Riges herlighed er den herlighed, der kommer den troende menighed i møde i den aronitiske velsignelse. Gud ske tak og lov!


	SMÅSKRIFTERNE [Oversigt] [Nr. 1] [Nr. 2] [Nr. 3] [Nr. 4] [Nr. 5]

	Erik H. Bennetzen
	Alle helgen
	Prædiken holdt 6. november 1994 i Ljørslev og Ørding kirker Udgivet i Småskriftserien, nr. 4, 1996 af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse Copyright: Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse og Erik H. Bennetzen ISBN 0909-5675 Printed in Denmark 1996
	Matt. 5,13-16.
	Hvad er en helgen?
	Når vi i en evangelisk-luthersk kirke har en årlig helligdag, som vi kalder Alle helgen søndag, så må vi også kunne få svar på, hvad en helgen er. Og da kan vi ikke nøjes med at udmale de værste misbrug fra fortidens eller nutidens katholicisme eller vore vrængbilleder af dem. Kirkerne her i vore sogne stammer fra katholsk tid og er alle indviet til helgener. Ljørslev kirke formodentlig til Sct. Clemens, ligesom Nykøbing kirke, søfarernes skytshelgen. Ørding kirke er indviet til Sct. Ursula og hendes 11 martyr-jomfruer. Det var i den tidlige middelalder, mens Europa endnu kun delvist var kristent. Ursula var en kristen engelsk kongedatter, som en hedensk prins ved navn Holofernes forlangte skulle gifte sig med ham. Men hun nægtede det, undtagen hvis han ville antage den kristne tro. Det ville han ikke. Derfor drog hun og hendes følge på valfart til Rom for at få pavens godkendelse af hendes nej og pavens velsignelse. Men på hjemvejen blev de alle dræbt ved Köln i Tyskland af hunnerne, som dengang belejrede byen. Hun havde nægtet at sælge sin kristne tro for fred. At tro på Jesus Kristus er vigtigere, end at hun selv - og sikkert mange andre - kunne være i fred for denne hedningekonge, der krævede hende. Det var jo almindeligt, at kongedøtre blev giftet væk for at skabe et godt politisk forhold til et andet land. Det var hun også villig til, men ikke til at afsværge sin kristne tro.
	Hvad er en helgen? spørger vi igen
	En helgen er en, som "i Kristi tro", dvs. i troen på Kristus, "stod fast i striden og vandt Himlens ro". Det var det, der stod i salmen, vi sang før (nr. 659), hvor vers 1 lyder:
	For alle helgen, som i Kristi tro stod fast i striden og vandt Himlens ro, dig, Herre Jesus, priser vi så fro: Halleluja! Halleluja!
	Det er dem, der har kæmpet troens gode strid og har været tro imod Kristus og ikke har fornægtet ham. Det er i høj grad denne troskab, Jesus tænker på i evangeliet, hvor han taler om de gode gerninger, som andre mennesker skal se, så de takker - ikke dem, der har gjort dem, - men deres Fader i Himlen. Der er mange, der ikke ser dem. Det er især dem, der er deres modstandere. Men også medkristne, som er ængstelige eller blot magelige og ikke til sinds, at deres kristendom må koste dem noget. De skubber hellere selv til det menneske, som nu modstanden vælter ind over, fordi han formaster sig til at sætte troskaben mod sin Herre og Frelser Jesus Kristus højere end at gøre som alle de andre. En helgen er en enestående person. Ikke fordi de ønsker det, men fordi de mange trækker sig tilbage. De tør ikke stå frem og kæmpe med. "Der er så meget, man skal tage hensyn til". De er enestående, fordi de bliver ladt alene i den troens kamp, hvor vi alle som det selvfølgeligste af verden skulle stå. Det er ikke den kristne menighed, "troens store og skønne fællesskab af Jesu disciple", der er støtten og rygraden for den, som vil stå fast i troskaben mod Jesus Kristus. For de kan godt nøjes med et mindre mål af troskab. En trosbekendelse i gudstjenesten, men ikke i hverdagen, - i munden, men ikke i efterfølgelsen. Det var ikke menigheden, der med sin trofasthed var rygraden for den, der stod fast i striden. - Hvem var det da så? Det svarer det næste vers på:
	Du var i verden deres faste hus ... br>
	- sådan skrev også Luther: "Vor Gud han er så fast en borg! Du, Herre Kristus! Du, som ikke er en fjern person, som forlængst er død og borte og uden nævneværdig betydning. Du, som tværtimod er den levende! den opstandne! den nærværende! Du, som undrer dig, når vi taler om dig, som om vi snakkede om en by i Rusland, mens du selv er her midt iblandt os og lytter efter et ord, som du kan fylde helt med dig selv, så du kan gå ind og røre os i vore hjerter. Du, som altid er der. Ikke kun i kirken. Ikke kun, når vi tænker på dig, - ikke kun, når vi kæmper med den smule tro, vi har, for ligesom at gøre dig nærværende. Alle vore ord om Dig, vil du skal være ord fra Dig til mennesker, som har lukket deres hjerter op for Dig! Du, Herre Kristus, var deres faste ståsted. Du har med din røst stillet dem, hvor vi svigtede dem. Du, Herre Kristus, har lyst for dem gennem tågen, som vi har stirret os blinde i, fordi vi ikke ville være tro mod dit ord.
	*
	"I er jordens salt!" siger du. Men det skræmmer os frygteligt, det, som du føjer til: at "hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker!" Vi vil helst gå videre og høre om lyset. At vi er lys i verden. Det vil vi gerne være. Vi har så meget godt og positivt og venligt og imødekommende at bringe mennesker. For er det ikke dét, der er evangeliet? Men Du siger, at vi også er salt. - Hvis vi altså er det? For vi må nok bekende, at der ikke er meget salt i os. Vores tro har ikke fornyet os til at glæde os over dine bud og din vejledning for vort liv. Vi gør ligesom alle andre. Bare lidt mere tøvende. Kommer ligesom lidt bagefter. Vi har glemt de ti bud, for nogle har fortalt os, at kristendom ikke er at opfylde et sæt regler og bud, kristendom er "Evangelium!" siger de. "Den er tilgivelse og velsignelse", og det vil vi gerne holde os til.
	*
	Hvad har Jesus at sige til det?
	Ja, hvis vi ikke kan læse det ud af de få vers, der er vort evangelium til denne dag, så kan vi i hvert fald af hele kapitlet, af de vers, som følger lige efter. Jesus siger som det næste: "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme! ... Derfor, den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem, han skal kaldes stor i Himmeriget!" - Og derefter begynder Jesus at tale direkte om de enkelte bud i de ti bud. Disse bud skal være salt i vort eget hjerte, i vor egen tro og i vort daglige kristenliv. De skal tage den falske hygge og den velbjergede selvfølgelighed fra os. For vi hører ikke Kristus til, fordi han ikke kan nænne det anderledes, eller for vore blå øjnes skyld, eller fordi vi vil det så godt. Vi hører Kristus til, fordi han har hældt sit blod ud over os og dækker os med det offer, der soner al synd! Ikke for noget som helst andet. Jesu blod alene renser os for vor synd og skænker os plads i Guds rige. Har du ikke mødt Jesus Kristus komme til dig med blodet og med offeret på korset, - det eneste sted hvor syndernes forladelse kan komme fra, - så er der ingen salt i din kristendom, så er der kun sukker. Og det er jo sådan, at har man først vænnet sig til, at det skal smage sødt, så vil man ikke have mere, når det ikke smager sødt længere. Så prøver man hellere andre steder, om man kan finde noget sødt der. Saltet er ærlighed. Er der revner og sår, så mærkes det. Det kan godt svie noget. Men det er der så også grund til. Men saltet fordærver ikke kødet. Det renser og bevarer. Syndernes forladelse er ikke sukker, der puttes os i munden, så vi ikke skal være kede af det. Sådan må vi aldrig misbruge Guds nåde. Syndernes forladelse er lægemiddel. Det er olie på såret. Den gør noget ved vore sår. Den helbreder. Men lægemidlet er - det alt for store og overvældende, som vi næsten ikke kan bede om, hvis ikke vi havde fået befaling på at gøre det ... Lægemidlet er, at Jesus bytter med os. Han tager vore synder fra os og bærer dem selv. Han dækker dem af med sit blod, så de ikke er mere. Og i stedet for giver han os sig selv. Vi er hans, og han er vor. Ja, for Guds domstol er vi Ham, og Han er os. Han står der for os, og hans retfærdighed er vor. Dér! - begynder den kristne tro og det kristne liv. Dér! - bliver en helgen til. Den, som er ren for Guds domstol. Dér bliver kærlighed til Jesus Kristus til i et menneskes bryst. Også den kærlighed, som bedrøves over, at det er så svært at få et nyt sind. Men det er den samme kærlighed, som spørger efter det nye liv. Og som vover sig af sted. Også selv om man ikke kommer til at gå mange skridt, før man må tilbage igen. Tilbage til lægemidlet, blodet med syndernes forladelse. Det er ikke utrygt. Det føles godt. Og man er ikke alene. For man forlader simpelthen ikke Herren Jesus Kristus, men lever med den grundtanke for ens tilværelse, at man er en Jesu discipel. Om vi så ikke direkte er helgener, så må vi dog tro - for det siger Guds ord os -, at vi er hellige for Jesu Kristi skyld. Det kan vi ikke sådan stille til skue, for det er ikke noget, som menneskeøjne kan se. Men i troen kan vi vide, at Gud ser det sådan. Derfor kan apostelen Paulus sende breve til "de hellige" i Efesus og Filippi, ja emdda i Korint, eller hvor det måtte være. For det, som gør en kristen til en kristen og en kristen menighed til en kristen menighed, er ikke det, som de gør anderledes end andre, men det, som er grunden til, at de gør det, nemlig at Gud har skænket dem deres synders forladelse ved Jesu blod, og at de nu lever som Jesu disciple. Helgener er de mennesker, som er gået foran og har været tro - måske indtil døden sådan som martyrerne. Deres troskab må være et forbillede for os. De skal minde os om, at det vigtigste i livet såvel som i døden er, at vi hører Jesus Kristus til og er ham tro. Da må Gud selv give os nåde og kraft til at være salt og lys i verden, så vor tjeneste må pege hen på Gud. Læg mærke til, at det er Grundtvig, der skrev følgende vers, som var med i prøveudgaven til den salmebog, vi har nu, men alligevel blev udeladt:
	De hellige os verden kalder, naturligvis i spas - til spot; blandt alle øgenavne falder og virker intet dog så godt: Det forbeholder Gud sin ære! indskærper os, hvad vi skal være.
	Og derfor må vi glade bekende med Grundtvigs ord:
	Ja: Hellig er vor tro og kirke, og helligt er vort broderskab! Højhellig Han, som alt mon virke, hvor hjertet Gud i vold sig gav! Og tregang Hellig er den Sande, som drog os op af dybe vande!
	Det, som vi da er for Kristi skyld, det skal vi da også være:
	Thi hellige for Gud at være vi kristne må af Kristus lære! AMEN! Salmer: 525, 659, 289 // 661, 342


	SMÅSKRIFTERNE [Oversigt] [Nr. 1] [Nr. 2] [Nr. 3] [Nr. 4] [Nr. 5]

	Flemming Baatz Kristensen
	For menighedens skyld!
	Foredrag holdt i Århus den 26. september 1997 på årsstævnet for Kirkelig Samlings om Bibel og Bekendelse Udgivet i Småskriftserien, nr. 5, 1997 af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
	Indledning
	Hvad skal vi i den øjeblikkelige kirkelige situation gøre - for menighedens skyld? Med tilføjet udråbstegn har de tre ord "for menighedens skyld!" fået højeste prioritet. Vi skal tage hensyn til menigheden. Det er for dens skyld Kirkelig Samling er til. Det er dens vel, dens liv, redning, lægedom, frelse, der ligger os på sinde. Vi ser for os den gudstjenestefejrende menighed, men tænker bredt på alle døbte. På dem, der kun sjældent kommer. På dem, der kommer ind imellem og på dem, der altid kommer. På kristne mennesker, enkeltpersoner og Gudsfolket. Hvad gør vi for menigheden i en situation, hvor vi befinder os i et dilemma, nemlig "dilemmaet, når Kirken ikke tror sin bekendelse, men klemmer dem, der gør", som det hed i programmet i Kirkelig Information? Eller som det hedder i sidste udgave af programmet: "Hvor store brud på læren kan vi acceptere for menighedens skyld? Eller må vi ikke netop for menighedens skyld hævde den apostoliske lære som vor kirkes orden og kurs? Denne alvorlige konflikt aftegner sig klarere og klarere for alle, der ikke har det godt med liberaliseringen i vor kirke. Hvor går vejen?" Det er blevet min opgave først at gøre det nævnte dilemma klart og dernæst forsøge et udkast til svar på spørgsmålet: Hvordan leve i det dilemma under hovedsynspunktet: "For menighedens skyld!"
	Første påstand
	Lad os klargøre dilemmaet, som rummer to påstande. Dem vil vi underkaste nogle overvejelser: 1. Første påstand: "Kirken tror ikke sin bekendelse". Det er ikke blot et tænkt dilemma. Der står ikke 'hvis', men 'når'. Tanken går naturligvis til vor kirkes situation. Det er noget af en påstand at komme med: Kirken tror ikke sin bekendelse! Hvem er 'Kirken' her? Biskopperne, præsterne, menighederne, dig, mig?? Det spørgsmål er jeg ikke så optaget af at besvare. Jeg finder det rigtigere og mere frugtbart at pege på, at den danske folkekirke er blevet syg, alvorlig syg, syg til døden. Den bærer på en kræftsvulst, som hedder: Kirken tror ikke sin bekendelse! Er det nu ikke at tale for alvorligt om Kirken her til lands? Der sker dog meget godt. Mange kommer i kirke i hvert fald nogle steder. Der gror nyt og godt frem. Kirken har dog sin grund i Skriften og Bekendelsen ... Jo, rigtigt, men den kirke lider dog af den kræftsygdom, som får den til ikke at tro sin bekendelse. Det viser sig på mange måder: Mange i kirkelegemet har et formelt forhold til bekendelsen, øjensynligt også blandt biskopper og præster. De er optaget af at være kirke for det danske samfund og folk og mener, at vi er det bedst ved at følge med udviklingen. Spørgsmålet bliver derfor ikke så meget: Hvad bygger Kirken på? Heller ikke kun det til enhver tid berettigede spørgsmål: Hvordan gør vi det åbenbarede Guds ord, den lære, der een gang er overgivet til Kirken, levende og vedkommende for folket? Men mere: Hvordan kan vi give en kristendom til den danske befolkning, som den føler, den har brug for? Hvordan kan Kirken være med i tiden og vinde respekt i befolkningen? Hvordan bør 'dansk kristendom' se ud i vores tid? Drivkraften er ikke at søge til kilderne og spørge efter, hvem Gud er, og hvad Han har åbenbaret os, men at gå efter det, man føler siger folk noget nu om stunder og ligesom kan accepteres af folk! Formelt tror Kirken sin bekendelse, men reelt ikke, for det viser sig meget ofte, at det bliver tidsånden og trenden, der styrer forholdet til bekendelsens indhold og åndelige sammenhæng og er bestemmende for det, man siger og står for, når det kommer til stykket.
	Kærlighedsideologien
	Denne trend kan beskrives med følgende udtryk: Kærlighedsideologien. Hvis du længe nok kan kalde noget for kærlighed, så må Gud, som jo er kærlighed naturligvis gå ind for det, vi oplever som kærligt. Kirken ligger under for et kærlighedssyndrom, vel at mærke ikke en kærlighed, vi har hørt os til i Guds ord, men et romantisk og humanistisk kærlighedsbegreb, som styrer Kirkens tænke- og handlemåde.
	Forplumringen
	Til sygdomsbilledet hører forplumringen. Mange i Kirken kalder den aktuelle strid for en strid om bibelsyn, hvor de, der hylder Kirkens bekendelse og klassiske kristne holdninger i forskellige etiske spørgsmål, bliver kaldt for fundamentalister, og hvor andre, der kommer til en anden tolkning, mener at ligge inde med et bibelsyn, som kan rummes inden for den lutherske bekendelse. Man forsøger på den måde at opnå to ting: dels gøres det lutherske formalprincip, som siger, at Skriften er normerende norm for alt det, der kan kaldes kristendom, til fundamentalisme, som dermed placeres udenfor det gode selskab. Dels prøver man at vise, at ens eget bibelsyn er klart luthersk. Det er mærkeligt, at Kirkens bibelsyn skal kaldes for fundamentalisme, når man tænker på, hvad biskoppen ved ordinationen siger til ordinanderne: "Derfor lægger jeg jer nu på sinde: at I forkynder Guds ord rent og purt, som det finde i de profetiske og apostoliske skrifter og er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger, så I prædiker sand omvendelse, . . . fremdeles, at I forvalter de hellige sakramenter efter Jesu Kristi indstiftelse, vejleder de rådvilde, trøster de bange og irettesætter med mildhed, at i med evangeliets sandhed modstår al vildfarelse, flittigt gransker Den hellige Skrift og troens lærdomme . . ." Indholdsmæssigt gives der udtryk for det samme i præsteløftet.
	Autoriteten i Kirken
	Det er vigtigt, at vi klart ser denne kræftsygdommens forplumring: det handler egentlig ikke om forskellige bibelsyn, men om hvorvidt Bibelen skal være autoritet og norm for kristen tro, lære og liv, og om den ligefremme, naturlige, bekendelsestro tolkning skal respekteres og agtes som ægte kirketolkning. At det er det, der er på spil, åbenbarer sig mere og mere. Det hører til Kirkens liv at overveje, hvordan Guds ord skal forstås og anvendes i den tid, man lever i, og der skal være plads til forskellige tolkninger, dersom disse tolkninger kan rummes inden for Guds ord og Kirkens bekendelse. Derfor har vi de forskellige kirkelige retninger. Men hvad der nu viser sig at være på spil, er noget ganske andet: hvad er autoritet og norm i den kristne kirke? Guds én gang for alle givne åbenbaring eller udviklingen? Og til den fremadskridende sygdom i Kirken hører så, at det er udviklingen, det syn på Gud og kristendom, vi nu er nået frem til, efter vi har fået en ny erkendelse og har forladt gamle, fortidige holdninger, der bliver autoriteten. Det ses tydeligt i den aktuelle homofilistrid, hvor Kirkens sygdom bliver åbenbar: man sætter sig op imod en klar åndelig sammenhæng i Skriften omkring homoseksualiteten og vil imod Skriften forsvare og kristeligt legitimere samlivet mellem to af samme køn. Det er kun en syg kirke, der foretager sig noget så sygt. Der "vokser noget frem, som ikke længere kan betegnes som mere eller mindre acceptable varianter af kristen tro, men stadig tydeligere viser sig at være en anden, ny-gammel religion" (Gärtner og Lundin Ohlson: "Grunden og Grænserne").
	Andre sygdomstegn
	Til den dødbringende sygdom i Kirken hører også den gentagne afvisning af fortabelsens kommende virkelighed (og fortabelsen prædikes sjældent). Jesu død var ingen forsoningsdød. Troen er ikke nødvendig for menneskets frelse. Læren om alles frelse modsiges sjældent, men hyldes ofte. Særligt på moralens område viser sygdommen sig i abortspørgsmålet, i ægteskabsspørgsmålet, i homofilispørgsmålet. Nogle vil sommetider benægte sygdommens dødelige alvor ved at sige, at det kun er de mindre væsentlige dele, der er truet: etikken, ikke Kristus og frelsen. Men det er jo ikke sandt: Dels kan man ikke tage een sandhed væk eller forbigå den, uden at kristendommen bryder sammen eller tager alvorlig skade, så en falsk kristendom opstår. "Hullet fjerner den indre harmoni eller samstemthed. Det rette fortegn savnes. På samme måde er den læresammenhæng og den indbyrdes sammenhæng, som findes i Bibelen, meget følsom. Bliver der en sprække i troen, så har det vidtgående virkninger for bibeltolkning og forkyndelse ligesom ved anvendelsen af disse sandheder" (Henrik Nelson, citeret hos I. Jonsson: "Sänd att predika" s. 20). Dels viser det sig jo, at vi allerede er på vej ind mod selve Gudsbilledet, synet på Kristus og hans betydning, hvordan vi frelses osv. Vor kirke er syg. Vi bærer på en alvorlig kræftsvulst: Kirken tror ikke sin egen bekendelse! Og faren er stor: Kirken er ved at udvikle sig til at være "en anden, nygammel religion", en ikke-kirke. Den sygdom er en del af vort dilemma.
	Anden påstand
	2. Nu til den anden påstand og anden del af dilemmaet: "Kirken klemmer dem, der tror bekendelsen!". Også det er noget af en påstand. Og den er ikke altid sand, for vi klemmes ikke altid! Vi forfølges ikke. Martyrsind skal vi først få, når det er virkelig forfølgelsestid. Dog er påstanden sand nok, alvorligt sand: Kirken klemmer dem, der tror bekendelsen og hævder den forståelse af bekendelsen, som har hørt til almindelig kristendom. Nu er den trængt i defensiven og ved at blive skubbet ud af banen af dem, der - som det så pænt lyder - tolker bekendelsen anderledes, men reelt mistolker den og sætter den til side, fordi der skal skaffes plads for noget andet. Nogle eksempler på, at kirken klemmer dem, der tror bekendelsen: De kaldes af endog biskopper og præster for de sorte, fundamentalisterne, de sikre, fordømmende, misbrugere af Bibelen, kærlighedsløse. Biskopper burde være troens forsvarere, men hyppigst opleves de som dem, der ikke taler Guds ord og bekendelsens sag. De forsvarer ikke den sunde lære og angriber sjældent den falske lære. Dermed klemmes menigheden. Nogle, som er af god vilje, men mangler klarhed, prøver at redde stumperne og at undgå det værste. Men samtidig køber de en teologi, der til sidst bringer os det værste. Hermed klemmes reelt den menighed, der vil have nok i Guds ord og vil følge det.
	Konkrete eksempler
	Præster, der på deres embeds vegne taler det værgeløse menneskes sag i deres embedsdragt, får påtaler, næser og føres for retten, fordi de gør det i embedsdragt. Men bortset fra en nu afdød biskop og en enkelt nulevende bakkes grundsynet: fosterets ret til at leve ikke op. Tvært imod er det blevet modsagt. Det er at klemme dem, der tror bekendelsen. En kandidat i København fik ikke ordination. Det skete af flere grunde, men der, hvor kandidaten blev klemt af sin biskop, var, da han skulle love som hospitalspræst i en nødsituation at vie et par, hvor en eller begge var fraskilt. Her klemmes han, og her overser biskoppen, at det, en præst er forpligtet på, er at modtage mennesker i sjælesorg og ikke lade dem være uden Guds ord, mens han ikke er forpligtet på at give dem, hvad de vil have, når det, de ønsker, er imod Guds ord. Kandidater, der har det syn på præsteembedet, som var den danske folkekirkes indtil 1947, kan ikke få lov til at få en ordination uden medvirken af kvindelige præster. Og flere kandidater, der føler sig bundet af Guds ord om ægteskabets uopløselighed, kan ikke få embede af den ene grund. Det kan skyldes både biskopper og provster, og at menighedsrådene ikke tør tage dem. Her klemmes nogle af dem, der vil være Kristi Kirke mest tro, og menighederne hindres i at få præster, der udelt står på Skriftens og bekendelsens grund. Her klemmes unge mænd på deres kald. De er ikke ønskede, de holdes ude. Altså kommer menighederne i klemme, fordi de ikke kan få en ret ordets tjener.
	Dystre udsigter
	Og der er ikke udsigt til, at klemmeriet vil ophøre. Den såkaldte frihed til ikke at vie fraskilte og til ikke at samarbejde med kvindelige præster er alvorligt truet. Sådan vil det også med tiden gå, dersom vi får et ritual for velsignelse af homoseksuelle par eller anden ordning, som udtrykker en kirkelig anerkendelse af denne samlivsform. Tonen skærpes i denne tid. Det bliver ikke lettere. Det er virkeligt et dilemma, den kristne menighed står i, når Kirken er blevet så syg, at den ikke tror bekendelsen og samtidig i sit afsind klemmer dem, der tror bekendelsen. Det er et dilemma. Vi føler os presset, bedrøvet, trængt. Der ligger her en fristelse til mismod, fortvivlelse, vrede, had, opgivethed, men også en anspore til noget helt andet, som er godt.
	Et bibelsk perspektiv
	3. Nu skal vi søge at stille vor situation ind under et bestemt perspektiv udtrykt med ordene: "Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige" (Apg 14,22). Ja, at trængsler kommer udefra kan vi følge. Trængsler fra Djævelen, verden og vort eget kød. Men fra Kirken?! Jo, men sådan kendte de til det på den gamle pagts tid: de stille i landet, de 7000, som endnu ikke havde bøjet knæ for Ba'al, de sande profeter, de var ugle set. De blev klemt af dem, der prædikede: "fred, fred! . . . her er Herrens tempel, Herrens tempel!" (Jer 6,14; 7,4). I Ny Testamente blev Paulus mistænkeliggjort. Han måtte kæmpe mod vranglære, ikke blot med forskellige retninger med deres anderledes tolkning inden for rammen af det, man kunne se forskelligt på, men også hvor det gik på evangeliet løs, det, som får ham til at sige: "Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han" (Gal 1,9)! Og det samme billede møder vi siden i kirkehistorien: I oldkirken var de rettroende trængt i defensiven og var færre end flertallets arianere i det 4. århundrede. Luther blev ekskommuniceret af Romerkirken. Vækkelsesfolket blev trængt af kirkeledelsen, og nu er det så vores tur til at leve i det svære dilemma. Nu havde vi lige troet, at vi kunne komme let gennem livet. Der var jo nogle år, hvor det gik dejligt og let, og ind imellem fryder vi os trods vor kirkes sygdom, men vi befinder os i fint selskab med Gudsfolket i alle tider.
	Turen kommet til os
	Nu er det så os, der skal øve os i at tro på Gud NU, hvor sygdommen breder sig og går os på. "Gud opdrager os ved trængsel og kors for sit rige", som det hedder i en norsk kirkebøn. Nu skal vi øve troen på Gud Fader, Den almægtige. Jeg citerer nogle bidder fra Einar Lundbergs: "Guds ords tjänare" s. 125: "En kristen tager alt af Guds hånd. Han ser Guds hånd bag ved alt det, der sker. Alt beror på Guds styrelse, enten hans nådige styrelse eller hans tilladende styrelse. Ganske vist er Djævelen endnu, i denne tid, virksom og volder meget ondt, enten direkte eller gennem mennesker, han udnytter som sine redskaber. Men det betyder ikke, at Gud er sat ud af spillet. Gud har sin hånd med også her. Ingenting får lov at ske uden hans tilladelse. Og ingenting får lov til at blive til virkelig skade for dem, som elsker Gud, eller som Gud ser vil lade sig omvende til ham. Det betyder, at Djævelen aldrig kan hindre det menneskes frelse, som overhovedet kan frelses, altså som lader sig formå til at tro på Kristus . . . Gud sætter dog grænser for det onde . . . Han ser til, at det kommer til at indgå i hans planer med verden og med det enkelte menneske. Selv om Djævelen med al magt forsøger, så kan han aldrig gøre jorden til et virkeligt helvede". Og så har vi løfte om bønhørelse. "Gennem løftet om bønhørelse er de troendes bønner en virkelig stormagt" (side 127). Altså: vi er i en situation, hvor vi skal øve troen på Gud, den almægtige. Glem ikke Gud i dilemmaet. Tvært imod husk ham, bed til ham, søg ham.
	Korsets hemmelighed
	Og så korsets hemmelighed: "Guds ord er ikke bundet, men har i lænken fundet sin bedste ledetråd" (Salmebogen 354). Det skal vi huske i modgangens tider. Guds ord er ikke bundet. Lænken eller dilemmaet er ordets bedste ledetråd. Også den udfordring, der ligger i vort dilemma: En udfordring til at holde ud i den åndelige strid, til at blive bevaret i troen og vokse i den og bære troens frugter: Kærlighed, tålmodighed, helligt sindelag, glæde, fred og evighedshåb (Lundberg, side 132) "I alt dette prøves den troendes tro og troskab, og hans svaghed og fattigdom bliver tydelig, men han får også at se, at Guds nåde er stor nok, og at Kristi kraft fuldkommes i magtesløshed" (I. Jonsson, side 50). Hvilken udfordring til at søge Gud, alene derhjemme og sammen med andre i bøn, skriftlæsning, lovsang, gudstjenestefejring, og til at kæmpe med gamle Adams fortvivlelse, vrede, had, foragt over Kirkens svigt og klemmeri, og en udfordring til forbøn, til kærlighed til vore fjender, og til at leve i den velsignede svaghed, afmagtens styrke. Vi plejer at sukke over dilemmaet, men der er også en anden side: det velsignede dilemma. Der kan meget godt ske. Gud kan få meget godt ud dilemmaet. Tænk på Gammel Testamente, Ny Testamente, eksempler fra kirkehistorien. . .
	For menighedens skyld!
	4. Og så lad os til sidst overveje det andet hovedspørgsmål: Hvordan leve i det dilemma under hovedsynspunktet "for menighedens skyld!"? Vi skal tage hensyn til menigheden! Hvordan gør vi bedst det? "Hvor store brud på læren kan vi acceptere for menighedens skyld?" Vi kan ikke acceptere noget brud for menighedens skyld! Ikke acceptere, modtage, godtage. Altid må vi holde os til Guds ord, vi er skyldige at være loyale over for Jesus og apostlene. Men - vi kan være nødt til at finde os i, at andre går en anden vej endog i Kirken - men det er noget andet end at acceptere brud i læren. Vi erkender, at der er sygdom i legemet, brud i læren. Vi siger det også: sygdommen skal blotlægges, og vi bekæmper den ved den medicin, der ene er anvendelig over for vranglærens åndelige sygdom: bønnen om Helligånden, Guds ord til angreb og forsvar, det ord, der kan "nedbryde fæstningsværker og tage enhver tanke til fange under lydighed mod Kristus" (2.Kor 10,4f). Og det vil netop sige at "hævde den apostoliske lære som vor kirkes orden og kurs". Og det skal vi frimodigt gøre, med glad stolthed - "på bibelordets grund og i fællesskab med kristne til alle tider og i hele verden . ."("Grunden og grænserne" og "Et apostolisk udformet kirkeliv"). Bibelen og klassisk kristen tankegang er sådan og sådan. Den gør vi gældende i djærv dialog med tiden og dens opfattelser, og vi søger at vise andre, hvor solid en grund den gamle grund er, og at den er holdbar til den moderne tid. Det betyder altså, at vi "for menighedens skyld!", af kærlighed til den, for at gavne, styrke, hjælpe, opmuntre den og føre den frem til Kristus på dommens dag, skal nægte at tie. Vi er nødt til at tale, pege på sygdommen, vise på lægedommen og hvor vejen er til alt godt. Det skal vi gøre i bøn, i kærlighed, åben og djærvt, i dialog med tiden, og bruge Guds ord til angreb og forsvar (2.Kor 6,7), og nøje overveje, hvordan vi siger det, vi skal sige. Nogle i menigheden vil blive kede af og vrede over, at vi blotlægger sygdommen, men det er nødvendigt, for at menigheden kan leve som kristen menighed, overleve, nå frem til frelsens møde med Kristus. Og andre vil få det ord forkyndt, som de kan leve og dø på, og mange folkekirkemedlemmer vil finde, at her er noget at bygge på. To bønner skal en ordets tjener bære med sig "for menighedens skyld": "Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte" (1.Kong 18,37) og: "Lad ikke dem, der håber på dig, blive gjort til skamme ved mig"(Sl 69,7), som det hedder i den svenske oversættelse
	Samling og sendelse
	Og så skal vi leve i den velsignede pendulfart mellem Samling og Sendelse. Ordets tjenere har til opgave at sørge for, at der er noget at samles om: De skal dække bord og sætte ordentlig mad på bordet, der kan nære med Guds ords kundskab, der kan øve sund, karsk, stærk evangelisk sjælesorg, vejlede, trøste, gøre frimodig, til forsagelsens nej og troens ja i efterfølgelsen af Kristus. Og når vi samles, skal vi have øje for hinanden. Omsorgen for den enkelte, den klemte, er vigtig. Kom og vær med her, hvil ud, hent kræfter. Tag nogle med i bilen, skriv breve, bed for dem, tag jer af hinanden. Og så må vi lade os sende til hverdagsliv, til kontakter, til omsorg og til udadrettet virke i mission og diakoni. Ikke alene skal vi holde fast ved det, Gud har talt, i udholdende tro, men også lade os sende til udadrettet tjeneste i hvert vort netværk, hvor vi er Herrens evangelister og diakoner. Husk det "for menighedens skyld!" og for den enkeltes skyld! Byg sammen med en præst et gudstjenesteliv op på Ordets grund eller hold ud, hvor du er og hent kræfter et andet sted til udholdenheden i bøn og bien på bedre tider. Det kan godt være, det skal gøres mere synligt og tydeligt, som "Kirkens Vej" vil forsøge. Men lad det blive gjort i kærlighed og lydighed med bøn og håb, for "altid det dages dog påny, hvor hjerterne morgen vente ..." Hold ud og vent!


	SMÅSKRIFTERNE [Oversigt] [Nr. 1] [Nr. 2] [Nr. 3] [Nr. 4] [Nr. 5]


[KIRKELIG INFORMATION] [KIRKENS JA OG NEJ] [SMÅSKRIFTER]


[Til Tops]	[Hjem] [Kontakten] [Om KSBB] [Bestyrelsen] [Aktuelt] [Kalender] [Møder] [Kirkestævne] [Artikler] [Udgivelser] [Anb.litt.] [Links] [Spørgsmål og Svar] [English]