[Hjem]  [Kontakten]  [Om KSBB]  [Bestyrelsen]  [Aktuelt]  [Kalender]  [Møder]  [Kirkestævne] [Artikler]  [Udgivelser]  [Anb.litt.]  [Links]  [Spørgsmål og Svar]   [English]

[FORMANDSTALE 2004]  [FORMANDSTALE 2003]  [REPLIK]    [DEFEKTE BREMSER]    [FORMANDSTALE 2002]

	FORMANDSTALEN
	VED ÅRSSTÆVNET 2002
	HARTVIG WAGNER
	RESTEN
	Vågn op og styrk resten, som er døden nær. Åb 3,2
	Det er i dette efterår 40 år siden, grunden blev lagt til pjecen Kirkens Ja og Nej og dermed til Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse. Dermed også tid til et tilbageblik og til besindelse på situationen i dag med henblik på at finde vejen frem.   Der er siden sket mange glædelige ting siden da. Nye initiativer er taget. Kristeligt Folkeparti har hævdet det kristne livssyn i dansk politik. KFS, Kristelig Forbund for Studerende har medvirket til et bevidst og aktivt kristenliv blandt studerende. Det samme har Bibelskolerne. MF og DBI har bidraget væsentligt til, at mange præster virker i overensstemmelse med Bibel og Bekendelse i danske sogne. Også fra anden side arbejder præster og lægfolk i velfungerende sogne. Den indledende konfirmationsforberedelse er værd at nævne. Kirkelig Samling vil gerne af al evne støtte og opmuntre alle, for hvem det er magtpåliggende, at menighederne opbygges på apostlenes og profeternes grundvold.   Men samtidig med glæden over menigheder, som lokalt fungerer i overensstemmelse med grundsynet i pjecen Kirkens Ja og Nej, må vi med smerte konstatere, at selve det folkekirkelige system, mere og mere udvikler sig i stik modsat retning af, hvad vi håbede og ønskede at bidrage til med pjecen.   Straks i pjecens indledning hedder det: "Vi indbyder til et arbejde på at søge en klaring af de spørgsmål, den øjeblikkelige folkekirkelige situation rejser med det formål at modvirke forvirringen, uklarheden og splittelsen i folkekirken, for at den kirke, vi er døbt ind i, bedre må fremtræde som det, den efter sin bestemmelse er: Guds kirke i vort danske folk."   Det er ikke lykkedes, hverken Kirkelig Samling eller andre lignende initiativer at modvirke forvirringen, uklarheden og splittelsen i folkekirken og at fastholde den på sin bestemmelse. Folkekirken som institution er kommet længere og længere væk fra det, den efter sin bestemmelse skulle fremstå som: Guds kirke i vort danske folk i overensstemmelse med Bibelen og vor lutherske bekendelse.   Det er helt andre kræfter, der styrer det folkekirkelige system. At kirkeministeriet ikke administrer ud fra Bibel og Bekendelse som øverste norm, kan ikke undre. Når biskopperne derimod i 1997 accepterede gudstjenstlig markering af indgåelse af homofilt partnerskab og i nogle tilfælde holder hånden over præster, som lever i registreret partnerskab på trods af klare bibelske udsagn om homofili, bidrager de i højeste grad til at gøre folkekirken til noget ganske andet end Guds kirke i vort folk.   Biskopperne viser heller ikke tegn på bekymring og omsorg, når de bliver vidne til, at mennesker efterhånden mange steder bliver hjemløse i deres egen menighed, når der ved præstevalg vælges præster, som både i lære og liv er i modstrid med Bibel og Bekendelse og præsteløftets krav til præsters vandel. Biskopperne skulle lige vide, hvor ondt det gør.   Hvis biskopper - og provster med - virkelig ønsker at vinde tillid hos mennesker, der sætter Guds ords autoritet over alt andet, må de ud i offentligheden med klare meldinger, der kan lette vejen for ansøgere, som i ord og handling ønsker at leve og virke i overensstemmelse med fædrenes tro. I stedet opleves det gang på gang, at den kirkelige øvrighed lægger sådanne ansøgere hindring i vejen. Der skal ikke meget til for at påvirke menighedsråd, der ikke selv finder på at lade sig styre af kirkens klassiske tro, men af alle mulige andre hensyn.   Se bare menighedsrådenes annoncering efter præst! Alle mulige fordringer og forventninger stilles, men hvornår efterlyses bundethed til Bibel og Bekendelse og et ordentligt familieliv som førsteprioriteter? Yderst sjældent!   Man hører også, at menighedsråd "sætter sig" på præsten og forlanger, at han imod sin samvittighed f.eks. skal vie fraskilte under alle omstændigheder, og om menighedsråd, der også på anden måde optræder, som var de præstens arbejdsgiver og åndelige overhoved. Og hvordan skal menighedsråd, som ikke kender til kirkens klassiske tro sikre menighederne præster, som kan vække og værne denne tro? Det er jo, hvad menighederne har krav på!   Utallige "præstesager" rundt omkring vidner også om uklarhed og forvirring, når det gælder spørgsmålet om, hvad meningen overhovedet er med at være kirke, præst og menighed.   Alle mulige emner er på programmet ved kirkelige møder og stævner. Meget kan være relevant og nyttigt at drøfte. Men hvornår tages der fat på folkekirkens egentlige problem: At mange efterhånden ikke oplever den som Guds, men kun som folkets kirke? Hvornår tager biskopperne fat om det spørgsmål?   Det folkekirkelige system lader sig lede af folkets ønsker og af en falsk nådesforkyndelse, som ikke vil vide af Guds bud og kald til omvendelse og bod. Ikke underligt at nogle mennesker efterhånden mister troen på, at systemet lader sig omvende. Der er f.eks. ingen udsigt til, at vi nogen sinde igen kan få en biskop som Chr. Baun, der for de 40 år siden tog det initiativ, der førte frem til pjecen Kirkens Ja og Nej og siden til Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse. Heller ikke kan vi forvente at få en provst på samme linie og med tilsvarende holdning. Den almindelige accept af kvindelig præstetjeneste har sat en endelig stopper for det.   Hvad er der at stille op i den situation? Forståeligt, at nogle forlader folkekirken. Urimeligt, at det skulle komme dertil. Men dér ender det, når folkekirken ikke klart fremtræder som det, den efter sin bestemmelse er. Et ubodfærdigt system bærer et tungt ansvar og er tilsyneladende koldt over for dem, der med smerte ser sig tvunget til at forlade fædrenes kirke, ja måske ligefrem glæder sig højlydt over, at de skeptiske forsvinder. Mange forstår slet ikke, at nogle har måttet forlade den såkaldt "rummelige folkekirke".   Men sagen er, at systemet smitter. Pludselig går det op for en og anden, at vedkommende selv er ved at blive revet med af den snigende udglidning bort fra klassisk kristen tro og levned. Man tør ikke længere leve med i det.   Men hvor skal man vende sig hen? Det er heller ikke så enkelt at finde et nyt åndeligt hjemsted.   Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse vil gerne møde dem, for hvem disse ting er blevet dødelig alvor. Det drejer sig i virkeligheden om frelse eller fortabelse. Efter 40 års bøn om og arbejde på, at folkekirken bedre kan fremtræde som Guds kirke, er troen på, at systemet vender om, ved at glippe. Er der så mere at gøre?   Jo, vi må vågne op af modløsheden og "styrke resten, der er ved at dø". Vi indbyder til rådslagning om, hvordan man kan overleve i eller uden for systemet. De, der ser sig tvunget til at forlade folkekirken af angst for at rives med af dens frafald og ubodfærdighed, skal møde fuld forståelse. Og de, der føler sig svigtet af systemet, må vi skaffe et alternativt fællesskab, hvor kirkens klassiske tro kan holdes i live.   Som sagt glæder vi os over den lille rest af gode, velfungerende menigheder. Men de lever på tynd is. Den alvor må alle se i øjnene. Det folkekirkelige system er sådan indrettet, at det kan være forbi med sundt menighedsliv ved næste menighedsrådsvalg, præstevalg og bispevalg. Ved et snuptag kan, hvad der er bygget op, ødelægges og troende mennesker blive hjemløse i deres eget sogn. Der skal være nogle til den utaknemmelige opgave at gøre opmærksom på situationens alvor. Den opgave påtager Kirkelig Samling sig. Der er en rest, som ikke må dø. Af denne rest afhænger folkekirkens fremtid som Guds kirke i vort danske folk.   Hartvig Wagner Formand for Kirkelig Samling

[FORMANDSTALE 2004]  [FORMANDSTALE 2003]  [REPLIK]    [DEFEKTE BREMSER]    [FORMANDSTALE 2002]

[Til Tops]	[Hjem]  [Kontakten]  [Om KSBB]  [Bestyrelsen]  [Aktuelt]  [Kalender]  [Møder]  [Kirkestævne] [Artikler]  [Udgivelser]  [Anb.litt.]  [Links]  [Spørgsmål og Svar]  [English]